Forside > Information og materiale > Afregning

 


INFORMATION OG MATERIALE

Negative elpriser skal fremme vedvarende energi

Af Nicolaj Nørgaard Petersen, markedsudviklingschef i Energinet.dk

I de blæsende vinternætter produceres der i nogle timer så meget strøm, at ejerne af vindmøller - og alle andre producenter af strøm - fra næste år kan risikere at skulle betale for at komme af med strømmen. Det sker, når den nordiske elbørs Nord Pool Spot indfører negative elpriser. Det der måske umiddelbart ser ud som en mærkelig idé er imidlertid med til at fremme udbredelsen af vedvarende energi.

Skal vi nu til at betale for at komme af med strømmen? Sådan spørger mange vindmølleejere sikkert sig selv - og med dem også alle andre producenter af strøm - efter meddelelsen om, at Nord Pool Spot i første halvår 2009 indfører negative elpriser.

Negative elpriser betyder, at prisen på strøm ikke bare kan falde til 0 kr. Prisen kan også blive negativ, så producenterne skal betale for at komme af med strømmen.

I 2007 faldt elprisen på den nordiske elbørs til 0 kr. i lidt under 100 timer. Det er typisk i nattetimer i vinterhalvåret, hvor det blæser meget, og hvor forbruget af strøm samtidig er lavt. Selv om prisen på el er 0 kr. fortsætter produktionen ofte på de regulerbare centrale og decentrale kraftværker, fordi omkostningerne ved at sænke produktionen er højere end tabet ved at fortsætte produktionen. Ved at indføre muligheden for negative priser får producenterne et prissignal, som afspejler en ubalance mellem udbud og efterspørgsel og dermed en overbelastning af elnettet. De negative elpriser tilskynder producenterne til at tilpasse produktion af strøm til efterspørgslen. Og måske vil nogle forbrugere også forbruge mere strøm, når de får penge for at forbruge den.

Ideelt set vil negative elpriser i spotmarkedet derfor sjældent opstå. Alene muligheden for negative priser kan give et incitament til, at udbud og efterspørgsel mødes inden prisen går under 0 kr. Den tyske elbørs indførte i september 2008 muligheden for negative elpriser på det tyske marked, og i skrivende stund har der endnu ikke været timer, hvor prisen er gået under 0 kr. i Tyskland.

Nord Pool Spot offentliggjorde allerede i 2003 sin beslutning om at indføre negative elpriser og bad markedet om at forberede sig. På grund af tekniske årsager er introduktionen blevet udskudt til 2009.

Formålet med negative elpriser er at få elmarkedet til at sikre, at der ikke produceres mere strøm, end der er efterspørgsel til i markedet.

Negative elpriser er således et af mange instrumenter til at sikre, at vi i fremtiden kan få markant mere vindmøllestrøm ind i elsystemet, uden at det går ud over forsyningssikkerheden og et effektivt marked for el.

I dag udgør vindenergien ca. 20% af elforbruget, og den politiske målsætning er en fordobling af produktionskapaciteten i 2025, så vindenergien udgør 50% af elforbruget.

Håndteringen af den markant stigende mængde vindenergi er en betydelig udfordring, som kræver en bred vifte af fleksible og effektive løsninger.

Klimamålsætningerne skal nås samtidig med, at vi fastholder en høj forsyningssikkerhed og en effektiv konkurrence på elmarkedet til gavn for forbrugerne og samfundet.

Ud over engrosmarkedet for el, eksport/import, op- og nedregulering, udbygning af elnettet, nye og stærkere udlandsforbindelser, elpatroner og nu også negative elpriser er der mange andre virkemidler til balancering af elsystemet, som skal være med til at fremme mere vedvarende energi i Danmark.

På kort sigt er det f. eks. varmepumper på kraftvarmeværker, på lidt længere sigt en geografisk spredning af nye (hav)vindmølleparker og elbiler i mindre skala. På endnu længere sigt er det elbiler i stor skala, fleksibelt forbrug/produktion, varmepumper i husstande, og på meget lang sigt også lagring af el i brint til brændselsceller og lagring af energi i form af trykluft.

Der er således mange virkemidler i spil, som skal sikre endnu mere vedvarende energi i elsystemet.

I Energinet.dk arbejder vi målrettet med at udvikle et langt mere robust og fleksibelt elsystem, så vi kan indpasse endnu mere vindenergi i fremtiden.

 


 

TIL TOP     << TILBAGE