|
Leder i Naturlig Energi, september 2009
Før klimatopmødet
Profilering og ansvarlighed
I takt med at FN’s klimatopmøde i København i december
nærmer sig, ser mange muligheden for at profilere sig
overfor en større omverden. For virksomheder
handler det ofte om markedsføring, for
interesseorganisationer om indflydelse og for politikere om
egne vælgergruppers interesser. Hensynet til klimaet kommer
ikke nødvendigvis altid i første række.
Herhjemme har Bjørn Lomborg ikke overraskende endnu en gang
benyttet den talerstol, han fik, da statsminister Anders
Fogh Rasmussen i 2001 lod ham flytte
ind i det nedlagte Naturrådets lokaler med en ny fin titel
og en millionbevilling i hånden. Naturrådet blev i sin tid
oprettet af Svend Auken som en modvægt til Det økonomiske
Råd. Lomborg har siden kvitteret og må naturligvis gøre det
igen, når verdens opmærksomhed rettes mod Danmark. Så han
vil med garanti før, under og efter klimatopmødet kunne ses
fraråde indgreb mod klimaændringer.
Han vil få følgeskab af forskere, der i modsætning til
statistikeren faktisk er fagfolk på klimaområdet, men som -
i bogstavelig forstand - er købt og betalt af fossile
økonomiske interesser. De er allerede i fuld gang med at
påvirke politikere og folkestemning i USA, hvor
olieindustrien har afsat store millionbeløb til netop denne
form for påvirkning.
Målet er at skabe så megen tvivl, at man i det mindste opnår
den samme effekt, som hidtil har været Bjørn Lomborgs
væsentligste resultat: At beslutningstagere med henvisning
til ”uenighed” kan undlade at gøre noget som helst. Vore
efterkommeres levevilkår er øjensynlig ikke deres problem.
Eftertidens dom behøver tidligere energi- og miljøminister
Svend Auken, som døde for nylig, til gengæld ikke at frygte.
Han blev mere end nogen anden politiker særligt forbundet
med vindkraftudbygningen i Danmark, men Auken stod ikke
alene med den politiske proces.
Baggrunden for den moderne elproducerende vindmølle er et
langt træk med 20 års udviklingsarbejde og
erfaringsopbygning, og mange folketingspolitikere var
positivt involveret, før Auken blev minister for området.
Det blev han så, da vindkraften var klar til det store
kommercielle spring. Efter halvandet år som miljøminister
blev Auken fra 1994 til valget i 2001 minister for både
miljø og energi. Det blev syv afgørende år, hvor energi-,
klima- og miljøpolitikken af ham blev tænkt som den helhed,
det i virkelighedens verden jo er.
Vindenergien blev sat ind i en fremsynet politisk ramme både
i Danmark og internationalt. Auken arbejdede tidligere end
de fleste andre for at sætte klimaet på den internationale
dagsorden.
Hans personlige indsats var vigtig for resultatet af
Kyoto-forhandlingerne, og i Bruxelles var han længe den
eneste minister, der beskrev nødvendigheden af
bindende målsætninger på klima- og energiområdet.
Det var Svend Aukens fortjeneste, at den grønne førertrøje
blev dansk.
Fra 2001 blev en sammenhængende og langsigtet miljø- og
energipolitik slået i stykker. Det signalpolitiske og
ideologiske stunt, ”Opgøret med Auken”, er gået over i
historien som et af de mere pinlige forløb i nyere dansk
politik. Vindkraften mistede politisk opbakning, og området
blev splittet i to ministerier, hvad der har givet
kommunikations- og beslutningsproblemer i alle årene siden.
En fejl, der endnu mangler at blive rettet.
FN’s klimatopmøde er - både før og efter december - en god
anledning til, at det brede folketingsflertal, som for 25 år
siden satte dansk vindkraft på verdenskortet,
finder sammen om den nødvendige udbygning. De politiske
beslutninger skulle ligge lige til højrebenet og faktisk
ikke rumme de store problemer, da et bredt
flertal i folketinget, inklusive regeringspartierne, i dag
er enige om behovet for udbygning af den vindkraft, der skal
sikre hovedparten af den forurenings- og CO2-fri
el-fremstilling i fremtiden.
Vi venter stadig på de nødvendige beslutninger om mål for
vindkraft på hav og land i Danmark.
1.9.09
|
