På
baggrund af henvendelser fra bl.a. Danmarks
Vindmølleforening arbejder Klima- og Energiministeren nu med
to justeringer af tidsfrister i VE-loven i relation til nye
vindmølleprojekter.
Det drejer
sig dels om en 1 års forlængelse af fristen for udnyttelse af
den såkaldte skrotningsordning for vindmøller. Vindmøller,
hvor der anvendes skrotningsbeviser, skal efter VE- loven være
nettilsluttet inden udgangen af 2010. Nogle af de nye
projekter kan uforskyldt ikke nå at overholde denne frist.
Ministeren har fremlagt et forslag til udskydelse af fristen
til udgangen af 2011. En forlængelse af fristen for anvendelse
af skrotningsbeviserne øger ikke den aftalte mængde vindmøller
på 350 MW omfattet af skrotningsordningen. Forslaget, L5, er
fremlagt i begyndelse af oktober og forventes at blive
behandlet i dette efterår af Folketingets Energipolitiske
Udvalg.
Lovforslag L5: Forslag til lov om ændring af lov om CO2-kvoter
og lov om fremme af vedvarende energi
Den anden
justering drejer sig om visse vindmøller, der nettilsluttes
fra den 1. september 2010. Oprindeligt er VE-loven blevet
formuleret således, at vindmølleprojekter, som har overholdt
fristen den 1. marts 2009 i overgangsordningen, men som ikke
kan overholde nettilslutningsfristen den 1. september 2010,
mister alle pristillæg m.v.
Forsinkelserne kan imidlertid skyldes f.eks. lange
klageprocesser ved Naturklagenævnet eller forsinkelser i
netselskabernes tekniske tilslutning af de nye vindmøller. For
at imødekomme sådanne uforskyldte forsinkelser har ministeren
fremlagt et udkast til en ny bekendtgørelse, der sigter på, at
de vindmølleopstillere, som ikke kan overholde
nettilslutningsfristen den 1. september 2010, kan blive
omfattet af værditabsordningen og køberetsordningen og derved
få mulighed for at opnå pristillæg.
Udkast til bekendtgørelse om visse vindmøller, der
nettilsluttes fra den 1. september 2010
Høringssvar
fra Danmarks Vindmølleforening og Vindmølleindustrien vedr.
udkast til bekendtgørelse om visse vindmøller, der
nettilsluttes fra den 1. september 2010